Uddannelses- erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering (UEA)

  

Det obligatoriske emne Uddannelses-, Erhvervs- og Arbejdsmarkedsorientering

Uddannelses-, Erhvervs- og Arbejdsmarkedsorientering (UEA) er et af folkeskolens tre obligatoriske emner fra børnehaveklassen til og med 9. klassetrin. Disse emner er ikke tillagt et selvstændigt timetal, men indgår i undervisningen i de obligatoriske fag, dvs. inden for de obligatoriske fags timetalsramme.


I Undervisningsministeriets faghæfte ”Fælles Mål 2009 – Uddannelses-, Erhvervs- og Arbejdsmarkedsorientering. Faghæfte 22" beskrives kravene til fagets mål og indhold. Hæftet kan findes på undervisningsministeriets hjemmeside www.uvm.dk eller downloades her.

 

Fra hæftet Fælles Mål 2009 - Uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering:

Formålet med Uddannelses-, Erhvervs- og Arbejdsmarkedsorientering

Formålet med undervisningen i uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering er, at den enkelte elev tilegner sig alsidig viden om uddannelses- og erhvervsmuligheder, forstår værdien af livslang læring og uddannelse samt opnår kompetencer til at foretage et karrierevalg.

 

Stk. 2: Gennem undervisningen skal eleven opnå færdigheder og kvalifikationer til at forberede uddannelses- og erhvervsvalg og forstå valget som en proces, der dels inddrager den enkeltes forudsætninger og kompetencer, dels de uddannelses- og erhvervsmæssige muligheder på baggrund af samfundets behov.
Ved at inddrage det omgivende samfund får eleven kendskab til levevilkår og livsformer samt indsigt i forhold, historie, kultur og vilkår, der er knyttet til uddannelse, erhverv og arbejdsmarked i en global verden.
 
Stk. 3: Undervisningen skal ses i sammenhæng med den individuelle uddannelsesplanlægning og således medvirke til, at eleven opnår erkendelse af egne evner, forudsætninger og kompetencer og bliver i stand til at udarbejde en personlig uddannelsesplan til videre uddannelse.

 

UEA i Herning Kommune

1. Den individuelle vejledning

Der afvikles individuelle samtaler og/eller gruppesamtaler med eleverne i 8.-9. klasse med udgangspunkt i uddannelsesbogen. Antallet og længden af samtalerne er afhængig af elevens behov, idet der i særlig grad skal være fokus på elever med særlige vejledningsbehov.
Arbejdet afsluttes med uddannelsesplanen i 9. klasse.

Vejlederen deltager ved forældremøderne i 7. klasse samt ved uddannelsesaftenerne i 8. klasse.

 

2. Undervisningen i UEA

Klasseæreren er ansvarlig for, at undervisningen i UEA finder sted og opfylder lovens krav. Alle klasselærere tilbydes planlægningshjælp fra UU i foråret.
Undervisningen i UEA skal på den ene side bidrage til, at eleven opnår en høj grad af kendskab til egne interesser, personlige forudsætninger og potentialer, herunder uformelle kompetencer, og på den anden side give eleven forståelse for, at uddannelse er et middel til at opnå et fremtidigt erhvervs- og beskæftigelsesmål. Derfor må erhvervsaspektet og indblikket i de praktiske arbejdsfunktioner have en central placering i undervisningen. Undervisningen er kendetegnet ved anvendelsen af mange aktiviteter uden for skolen.

 

Læs desuden om UU-Hernings kursus Klasselærerskolen ved at trykke på linket.
  

3. UEA-konference på SkoleKom

Alle grund- og friskolelærere i Herning Kommune er oprettet på UU-Hernings elektroniske UEA-konference.
Hensigten er, at alle lærere skal have let adgang til konferencens opdaterede information om bl.a. undervisningstilbud, læseplaner og vejledninger til faget samt her have et forum for idéudveksling og spørgsmål til undervisningen.

 

PDF Martin PDF Org